P E R F E K T
Uden fejl eller mangler; fuldstændig tilfredsstillende (kilde: ordnet.dk)
Det siger bare ikke noget om i forhold til hvad? Så for mig er alt perfekt. Alt, altid og hele tiden!
Jeg sidder i solen og læser LinkedIn opslag og Facebook og Instagram og avisen og om alle dem, der skriver, at de ikke er perfekte.
Og det er jo løgn!
I er fuldstændig tilfredsstillende og uden fejl og mangler i forhold til netop det, I står med lige nu.
I går var jeg perfekt i alt det jeg gjorde, sagde og skulle. Perfekt i min forventning, min udadvendthed og fuldstændig tilfredsstillende i mit overgear.
I dag er jeg perfekt på en ny måde, men stadig fuldstændig tilfredsstillende i forhold til det jeg gør, siger og skal.
I dag er jeg mest perfekt stille og indadvendt, som jeg sidder i solen og læser om dig, der skriver, at du ikke er perfekt.
Det passer ikke! Du er fuldstændig tilfredsstillende – uden fejl og mangler – du er perfekt!
I morgen har jeg tænkt mig at være lige så perfekt – og jeg synes, at du skal være det samme!
Også selvom de har lovet regn – det er helt perfekt!
Seneste kommentarer