Et øjebliks uopmærksomhed

Hjertet hamrer hårdt. Du ville både kunne se og høre det, hvis du stod ved siden af.

Blodet suser og larmer i mine ører.

Og så kommer kvalmen. Den er så kraftig, at jeg tvinges til at sidde.

Det kommer som lyn fra en klar himmel.

Eller….egentlig kommer det snigende.
Jeg mærker advarslerne. Men slår dem hen. For jeg ved jo bedre.

Ingen grund til alarm.

Ingen panik.

Jeg beroliger mig selv.
Det lykkes.

Delvist.

Mine sanser skærpes. Tvivlen taler. Og mine tanker kommer på overarbejde.

Og pludselig – som en kåd hanhund, smutter mellem benene, så snart døren åbnes på klem – stikker det af for mig.

Et splitsekund af uopmærksomhed er alt det kræver.

Jeg står i døren og kalder den forgæves tilbage.
Men kan kun se på, mens hunden i sprint forvandles til et løbsk tog.

Fuld damp. Ingen styring. Nul kontrol.
Tordner det afsted.

Det er en hændelse i nutiden, der kalder noget gammelt frem.

Katastrofe.

Min hjerne ved, at der ikke er grund til panik, men i overvældelsen og ubehaget, kan jeg ikke længere skelne før fra nu.

Jeg kan ikke pille fiktion fra fakta.

Og i glimt ser jeg brudstykker af en fremtid, som jeg på ingen måde kan overskue.

Tab. Svigt. Død. Ulykke.

Mit hjerte lukker og banker hårdt i takt med togets fart. Blodet hvirvles rundt og kaster larm i mine ører og svækker mit syn.

Kvalme.

Jeg sætter mig ned.

Erkender, at nok er jeg kommet langt, men at der tydeligt er mere at komme efter.

Jeg beder om et knus og om at høre, at der ikke er grund til bekymring.
At alt er godt.

At det her var fortid.

Rester af noget der var, men ikke længere eksisterer.

At fremtiden er “nu + et sekund”.
Og at brudstykkerne aldrig behøver blive virkelighed.

Får det – hører det – elsker det.

Mærker hjertet falde til ro og langsomt åbne sig igen.
Tager en dyb indånding.

Sukker.
Smiler.
Går i seng. Udmattet.

Og håber på en drømmeløs søvn og en ny dag i morgen.

..

Kan du genkende noget af det?

Når frygten sætter ind og sender dig ud i et kontrolløst univers.

Når omsorg bliver til bekymring.
Når bekymring bliver til panik.

Udløseren kan være en artikel i avisen om gadevold, der sender dig tilbage til dengang, du var vidne til et overfald og nu sender dig ud i fremtiden. Og giver dig grimme billeder om, hvad der kan overgå dine unge børn, når de er begyndt at færdes alene rundt. Panik.

Det kan være tabet af en nær, der på kort tid blev syg og gik bort. Og nu rammer minderne, og du oplever at se samme symptomer hos dig eller andre. Det skaber uro og angst for, at du nu skal lide samme skæbne eller det skal overgå en du har kær. Sorg.

Det kan være brug af et ord eller udtryk, der engang blev brugt af den person, der svigtede og nu bruges af den du stoler allermest på. Mistro.

Det kan være aftalen, der kommer fem minutter for sent, men som minder dig om dengang, du ventede forgæves. Den gang det ikke kun var fem minutter, men fem timer. Eller for altid. At du stod der og ventede på en der aldrig mødte op. Svigt.

..

Vi gribes alle af frygt og bekymring. Nogen gange en lille smule.

Andre gange så det invaliderer. Om end blot for en stund.

Det er aldrig sjovt

..

Og vi håndterer det forskelligt – afhængigt af det tillærte og af den tilgængelige hjælp omkring os.

Udfaldet bliver derefter. Med risiko og konsekvens.

Bekymring kan blive til kontrol. Og frygt kan blive til vrede. Og til afmagt.
Det kan lukkes ud eller holdes inde.

Det kan også blive til blødhed. Til indsigt og til et valg om åbenhed og ønske om nærhed.

Det er sårbart at blotte det blødeste. At vise de sider, du ikke ønsker at eje.

Og tro på at du har nok af andre sider til at stå det igennem uden tab – af ansigt eller hjerte.

Der hvor hunden stak fra dig og toget begyndte at rulle.

I et øjebliks uopmærksomhed.