Det kunne have været mig….men jeg turde ikke

Det kunne have været mig, der nu søgte ly på Bali efter de seneste jordskælv på Lombok og Gili øerne, der ikke lader til at have nogen ende. Men jeg nåede aldrig at etablere mig derude, for jeg fik tænkt det hele i stykker.

Min eksmand og jeg var gode dykkere sammen, og vi have et brændende ønske om at gøre det til vores levevej. Vi ville uddanne os til dykkerinstruktører og finde arbejde på et skønt sted og lade det være vores liv – i en periode.

Vi undersøgte og begyndte at spare op.
Vi regnede ud, hvad der skulle til for at det kunne lade sig gøre. Og det var faktisk inde for rækkevidde og planen var lagt, men så kom tsunamien. Og ud over hoteller, hjem og menneskeliv trak tsunamien også vores drøm med sig ud i havet: Efterspørgslen efter dykkerinstruktører blev halveret og så turde vi ikke tage springet.

Vi skrinlagde en fælles drøm og fortsatte i stedet med at rejse og dykke og passe vores faste jobs og leve vores danske liv.

Og det var ok – og vi fortalte hinanden, at vi var heldige, at det skete nu fremfor lige efter vi havde taget springet, og i forvejen havde vi jo en overbevisning om, at man ikke kunne være dykkerinstruktør for ever, og sikke et flop hvis vi var taget afsted netop som situationen vendte.

Og jeg tror i virkeligheden, at det var det, der ødelagde det fra start. At vi forsøgte at regne den ud……. fremtiden altså. For det gjorde det hele så skræmmende.
Regnestykket blev for omfattende og for uoverskueligt.

For vi ville jo gerne kunne flytte hjem i vores lejlighed bagefter, og vi ville helst ikke så langt bagud med vores eksisterende karrierer og vi ville også gerne spare op til pension, og vi ville alt muligt og i tilstræbelserne heraf, missede vi ud af drømmen.

Så når jeg skriver, at det kunne have været mig, så er det jo løgn!

For jeg var ikke parat og derfor var det aldrig en reel mulighed. Beregninger eller ej.

Vi havde sgu nok ikke gjort det alligevel, for vi havde tænkt og regnet drømmen i stykker – og var det ikke været tsunamien, havde vi nok opfundet vores egen forhindring.

I dag er jeg parat!
Ikke nødvendigvis til dykkerdrømmen, men jeg er parat til andre ønsker og drømme.
Og jeg handler på dem.
Hele tiden.
Og uden at regne dem ud (alt for meget i hvert fald).

Det er jo ikke sådan, at jeg slet ikke tænker eller vurderer fordele og ulemper, men jeg er blevet rigtig dygtig til at handle fremfor at lade tanker og følelser stå i vejen.
Jeg gør noget og ser hvad der sker.

Og så korrigerer jeg, hvis jeg ønsker noget anderledes.
Og foreløbigt er det gået ret godt, hvis jeg selv skal sige det, selvom alt langt fra går som forventet; det ender ofte meget bedre.

Og for hver dag og hver handling bliver det lettere og lettere og på den måde fylder jeg i dag mit liv med de ting, jeg ønsker og drømmer om.

Hvad drømmer du om? Og hvad skal der til for at du realiserer dine drømme til virkelighed?

P.S. I bagklogskabens klare lys og i det store regnestykke kunne man fristes til at sige, at det jo havde været lige gyldigt med dykkerdrømmen på Gili Trawangan, nu hvor øen ligger i ruiner. Men på den anden side, kunne det måske ha’ givet mig 15 år af en drøm….who knows? Og at dømme af mine venner på Gili øerne, så har de langt fra tabt troen og jeg er sikker på, at det nok skal lykkes dem at få genopbygget deres hverdag og forretninger og fortsætte det liv, der aldrig kunne eller skulle have været mit – for jeg var ikke klar.